Her er de bedste provinser i Italien
Danskere elsker at holde ferie i Italien, og ikke uden grund – Italien er et fantastisk land og byder noget for enhver smag og interesse. De italienske regioner byder på masser af kultur, historie og ikke mindst god mad og gode vine.
Landet har i de seneste år været igennem en hård økonomisk krise, som har sat sit præg på befolkningen. Til trods for regeringens spareplaner og de økonomiske konsekvenser af finanskrisen, så har italienerne formået at holde hovedet højt og bevare livskvaliteten. Italienerne elsker deres land og deres liv.
Hvert år gennemfører nyhedsmediet Il Sole 24 Ore en undersøgelse blandt alle landets provinser. Her spørger de indbyggerne spørgsmål omkring livskvalitet, fritid, jobmuligheder, sociale muligheder mv. som er af betydning i det område som de bor i.
Resultatet af undersøgelsen ender ud i en lang nummereret liste over de enkelte provinser. På førstepladsen ligger Bolzano, provinsen som er beliggende i den nordlige del af Italien, grænsende op mod Østrig – i den sydlige del af det område som også kendes som Tyrol. Et område som byder på høje bjerge, grønne områder, masser af muligheder for frilufts sportsaktiviteter og ikke mindst gode vine og solide egnsretter.
Top-10 provinser i Italien ifølge Il Sole 24 Ore:
- Bolzano, beliggende i det sydlige Tyrol, i regionen Trentino Alto-Adige
- Milano, beliggende i regionen Lombardiet – Norditalien
- Trento, beliggende i det sydlige Tyrol
- Firenze, beliggende i regionen Toscana, Midtitalien
- Sondrio, beliggende i regionen Lombardiet
- Olbia-Tempio, beliggende på øen Sardinien
- Cuneo, beliggende i regionen Piemonte i Norditalien
- Aosta, beliggende i regionen Valle d’Aosta i det nordlige Italien
- Siena, beliggende i regionen Toscana
- Ravenna, beliggende i regionen Emilia-Romagna
I mere end 20 år har den italienske avis Il Sole 24 Ore, hvert år lavet deres egen undersøgelse af livskvaliteten i landets regioner. Du kan se hele undersøgelsen på Il Sole 24 Ore, vær opmærksom på at den er på italiensk.