Oplevelser

Farvebomben i Barolo’s vinmarker

Hvis du tager på en køretur til området omkring Barolo by, i det bakkede og frodige område som er fyldt med vingårde som hver især producerer kendte flasker af en af områdets mest kendte specialiteter – vinen Barolo, så gør dig selv den tjeneste at tage en lille omvej.

Kør fra Alba med retning mod Barolo og lige inden du når til selve Barolo by, drejer du til højre og ind ad en lille snoet vej med vinmarker på begge sider.
Oppe på toppen af en lille bakke, med udsigt til byerne Barolo og La Morra kommer du til et kapel, ikke et hvilken som helst kapel – for dem findes der mange af rundt om i vinmarkerne, men her er der tale om et helt specielt og helt unikt kapel.

Det er et kapel som springer lige i øjnene på grund af sine kraftige og farvestrålende udseende, ikke lige noget man normalt forventer befinder sig midt nogle af verdens dyreste vinmarker.

Kapellet tilhører den kendte Barolo-producent Ceretto, og historien bag kapellet er at det lå på nogle vinmarker som familien Ceretto købte tilbage i 1976. Gennem mange år lå kapellet bare for sig selv og blev mere og mere faldefærdigt, indtil familien i 1997 besluttede at sætte det i stand. Mødet med en engelsk kunstner blev afgørende for kapellets videre skæbne. Nu begyndte et samarbejde, som blandt andet gik ud på at han skulle udsmykke kapellet. Kunstneren fik arrangeret at en af hans venner skulle stå for den indvendige udsmykning mens han selv tog sig af det udvendige.

Resultatet står i dag lysende klart og imponerende i de kendte Brunate-vinmarker vest for Barolo. Flotte farver og mønstre pryder idag det komplet restaurerede kapel, og det er absolut værd at køre turen op af den lille vej for at se dette farvestrålende kapel som ligger nok så idyllisk midt i Barolo-vinmarkerne. Ikke mindst for at nyde den gode udsigt over Barolo-markerne.

IMG_1205

cappella_4

Vis mere

Andre indlæg

Back to top button