1. maj på italiensk
Torsdag er det 1. maj – en dag som går under flere forskellige navne som blandt andet majdag, arbejdernes dag og i italiensk terminologi – Festa del Lavoro eller La Festa dei Lavorati, arbejdernes fest. Uanset hvor på kloden du befinder dig og uanset hvad navnet på dagen hedder i de enkelte lande, så er en ting sikkert – det foregår altid d. 1. maj.
I mange lande betragtes 1. maj som en fridag for det arbejdende folk, men samtidig en dag som mange politiske partier benytter til at protestere og lave optog for forskellige sager. I Italien anses dagen som en festlig dag, hvor der er tid til socialt samvær med venner samt bare nyde en fridag. Oprindeligt blev arbejdernes festdag afholdt for at markere arbejdernes kamp for deres rettigheder og fandt sted d. 21. april – den dag hvor Rom blev grundlagt, men blev siden flyttet til den internationale dag, d. 1. maj.
En af højdepunkterne for fejringen af dagen i Italien, er den store gratis 1. maj koncert – Concerto del Primo Maggio, hvor en række kendte sangere og andre indenfor underholdningsbranchen optræder for de mange fremmødte på Piazza San Giovanni. Koncerten transmitteres live på tv-stationen RAI 3.