Italiens byerToscana

Fra Piazza del Campo til Palazzo Pubblico: Oplev det historiske Siena

Gå på opdagelse i den toscanske by Siena og oplev dens hundrede år gamle historie som op gennem tiden har sat sit præg på byen. En vandretur i byen er den bedste måde at opleve Siena på, en gåtur i de små snirklede gader og op til den centrale Piazza del Campo med udsigt til Palazzo Pubblico.

Oplev Sienas fascinerende historie

Byen blev oprindeligt grundlagt af etruskerne og efterfølgende omdannet til en romersk koloni. I middelalderen var Siena en magtfuld by, der kunne konkurrere med storbyen Firenze i forhold til rigdom og indflydelse. En rivalisering mellem de to byer, der skulle føre til krige og konflikter, der formede regionens historie. I dag er Siena kendt for sin smukke arkitektur, kunst og kultur. Som besøgende kan du opleve brostensbelagte gader fra Middelalderen, beundre dens gotiske bygninger og gå på opdagelse i dens mange kirker og museer. Siena er også berømt for sine lækre retter, der blandt andet omfatter pici pasta, ribollita suppe og Panforte.

Piazza del Campo – Sienas hjerte

Byens centrale plads – Piazza del Campo ligger i hjertet af byen, og er optaget på UNESCO’s verdensarvsliste. Pladsen har været centrum for Sienas sociale og politiske liv siden det 12. århundrede. Piazzaens karakteristiske skrånende form og de omkringliggende bygninger gør den til en unik og fascinerende oplevelse. Pladsen er omgivet af hyggelige caféer og restauranter, hvor man kan sidde og indsnuse atmosfæren, mens man nyder en kop kaffe, et glas vin eller får lidt lækker italiensk mad.

2 gange om året er Piazzaen arena for det traditionelle og berømte Palio di Siena, som er et hestevæddeløb. Her er der sammen med væddeløbet også optog, hvor deltagerne er iført flotte historiske dragter og ikke mindst flotte bannere for de deltagende hold i væddeløbet.

Oplev Palazzo Pubblico og dens arkitektur

På din tur gennem det historiske Siena, er Palazzo Pubblico et must-see. Dette imponerende palads, bygget i gotisk stil er et vidnesbyrd om byens rige historie og kunstneriske arv. Palazzo Pubblico blev bygget i det 14. århundrede og fungerede som regeringssæde for republikken Siena. I dag huser det lokalhistorisk museum – Museo Civico, som har en imponerende samling af middelalder- og renæssancekunst, herunder værker af berømte lokale kunstnere fra Siena. De mange detaljer i den gotiske facade, inklusive det skyhøje tårn og de udsmykkede vinduer, er værd at kigge nærmere på. Fra toppen af tårnet, Torre del Mangia, er der mulighed for at opleve den fantastiske udsigt over byen og det omkringliggende landskab. Tårnet blev bygget i det 14. århundrede, har en højde på 102 meter og vejen op til toppen består af 400 trin, men udsigten når du kommer derop er det hele værd.

Besøg Sienas kirker, museer og kunstgallerier

På turen rundt i byen via de smalle og snørklede gader, kommer du også forbi flotte kirker, enkelte af dem er endda hjemsted for berømte malerier og kunstværker. Den mest berømte kirke er Duomo di Siena, som er kendt for sin arkitektur bla. med de karakteristiske sort-hvide striber som også findes på andre kirker i Toscana. Kirkens museum Museo dell’Opera del Duomo er hjemsted for nogle af de mest betydningsfulde kunstværker samt freskomalerier i Siena, herunder den berømte marmorskulptur af Johannes Døberen, udført af kunstneren Donatello. Derudover er museet Pinacoteca Nazionale di Siena et besøg værd når det gælder mesterværker fra den sene middelalder og renæssancen.

Domkirken i Siena

Det lokale køkken

Siena er kendt for sine toscanske retter, og du finder masser af muligheder i byens restauranter og trattoriaer. Prøv den klassiske pici pasta med ragù sauce eller den mættende ribollita suppe lavet med brød, bønner og grøntsager. Derudover er der den berømte bistecca alla fiorentina, en tykskåret T-bone steak, et must. Glem ikke at afslutte måltidet med noget sødt som cantucci, en mandelsmåkage der traditionelt dyppes i dessertvinen Vin Santo.

Vis mere

Andre indlæg

Back to top button