Parkering i Italien
Når du kommer som turist i Italien, kan trafikken og især italienernes måde at køre på, virke temmelig kaotisk og ustruktureret. For ikke at tale om når italienerne parkerer deres biler eller for den sags skyld scootere – det er et kapitel for sig.
På det punkt er danskerne meget tro mod de parkeringsregler som findes i henhold til færdselsloven. Det samme er dog langt fra tilfældet for italienerne, alle steder hvor der er ledig plads og der kan parkeres en bil eller scooter, bliver udnyttet til den mindste millimeter. Det gælder så uanset om det er et fortov, parkering i 2 lag, på tværs eller i den mindste smøge hvor en bil kan klemmes ind. Nogle gange undrer man sig over hvordan føreren i det hele taget er kommet ud af bilen, for ofte er der ikke plads til at åbne dørene – så måske soltaget eller bagagerummet er taget i brug.
Der findes dog parkeringsregler i Italien, og de er faktisk rimelig nemme at huske, selvom der altid er et par undtagelser til reglen.
På mange parkeringspladser er der afmærkede båse i forskellige farver:
- hvide linier indikerer at det er gratis parkeing
- blå linier er tegn på at der skal betales for parkering – køb en p-billet og læg den synligt i forruden. Ofte kan du finde en p-automat, ellers er det nærmeste Tabaccheri som sælger parkeringsbilletter
- gule linier indikerer at pladsen er reserveret til handicappede – og kun med et tilladt handicapskilt synligt på bilen
- grønne linier – her må du ikke parkerer på hverdage mellem kl. 8.00 – 9.30 samt mellem 14.30 – 16.00
Parkering på gaden
Du må gerne parkere på gaden hvor der er plads, du skal dog altid parkere i den højre side af vejen.
Du kan også finde de blå parkerings-striber langs veje, her gælder også at der skal betales for parkeringen. Dette kan enten ske via en automat, Tabaccheri eller med en godkendt blå parkeringsskive – disse kan købes i banker, turistkontorer, Tabaccheri’er og på postkontoret. Der vil altid være et skilt som beskriver hvilken betalingsform som gælder. Parkering mod betaling gælder i dagene mandag – lørdag, og kan i nogle byer også omfatte søndag.
Parkering i Zona Traffico Limitato
I flere byer i Italien er der indført begrænsninger i trafikken og hvor trafikanter må færdes. Dette er ofte i de gamle dele af de større byer som Milano, Rom mv. Adgang til disse zoner (ZTL) tildeles til indbyggere og personer som har et specifik formål med at færdes i omårdet.
Desværre kan dette også påvirke parkerings-situationen når du tager på ferie i byer med ZTL og har fundet det perfekte hotel – som dog ligger i et ZTL-område. Hvad gør du så ? For at færdes i et ZTL-område skal du have en speciel tilladelse, en tilladelse som administreres af kommunen. ZTL-områderne er tydeligt markeret med skiltning og al færdsel ind i en ZTL-zone overvåges af kamera.
Hvis du ved en fejl kommer til at køre ind i et ZTL-område, vil det som oftest medføre en bøde som gerne er et større beløb. Bøden sendes automatisk til bilens registrerede ejer, så det kan blive en grim overraskelse som dukker op med posten når ferien er slut.
Har du booket overnatning på et hotel i ZTL-område og er i bil, er det vigtigt at du i god tid inden ankomst informerer hotellet om at du har bil som skal parkeres. du skal oplyse hotellet om det estimerede tidspunkt for hvornår du forventer at ankomme. Dette er vigtigt, fordi hotellet skal ansøge hos kommunen om en midlertidig tilladelse til din bil, så de kan registrere bilen i deres system som tilladt til at færdes i ZTL-zonen.
Vær opmærksom på at ZTL-reglerne er forskellige fra by til by, så undersøg reglerne på forhånd for lige præcis dit rejsemål. Ellers kan det gå hen at blive en dyr ferie, for med ZTL-zoner og deres overvågning tages ikke hensyn til turister som ikke kender reglerne eller kører forkert, der vanker en bøde for hver gang du kører ind i en ZTL-zone uden tilladelse.